Marineinfanterister er soldater, der traditionelt indsættes amfibisk fra søen.
I moderne krigsførelse indsættes marineinfanteriet med forskellige midler såsom motorkøretøjer, fly, skibe etc., hvorfor en del af denne krigsførelse hedder amfibiekrigsførelse. Da marineinfanteristerne traditionelt indsættes fra søsiden, hører de i de fleste lande under marinen, heraf navnet. Ordet marineinfanterist forveksles på dansk ofte med en marinesoldat (orlogsgast).
Marineinfanterister er deciderede angrebsstyrker; deres primære formål er at bane vejen for alle de øvrige tropper ved, via kamp, at tage land og opbygge brohoveder. Stort set samtlige marineinfanterikorps i verden råder dog over en række specialenheder til andre typer mere specialiserede opgaver. Eksempler på sådanne opgaver kunne være entring af fjendtligt kontrollerede skibe, eksempelvis befrielse af kaprede handelsskibe ud for Afrikas Horn, samt rekognoscering, overvågning eller sabotage af fjendtlige havneanlæg, flådebaser og andre kystinstallationer. I Danmark foretages disse specialiserede opgaver typisk af Frømandskorpset.
På sejlskibenes tid var marineinfanterister udstationeret om bord på orlogsskibe. De skulle udfylde en række roller: i kamp skulle musketerer (senere skytter med mere moderne rifler) beskyde de fjendtlige skibes dæk i et forsøg på at rydde dem for soldater, mens andre infanterister med sværd i hånden derefter skulle forsøge at nedkæmpe modstanderens infanteri og øvrige besætning for at erobre de fjendtlige fartøjer (eller evt. forsøge at sætte dem i brand med f.eks. krudtpotter). I 1500- og 1600-tallet især havde visse enheder desuden piker samt kortere spyd; førstnævnte skulle bruges efter en landgang på en fjendtlig kyst – offensivt mod fjendens infanteri og defensivt mod kavaleriet - mens sidstnævnte kunne bruges både defensivt og offensivt under søslag – hyppigt slog man eksempelvis svømmende fjendtlige søfolk og soldater ihjel med spydstik fra joller foruden musketskud. Under almindelig sejlads kunne marineinfanteriet desuden bruges til at holde oprørske elementer blandt søfolkene under kontrol, især de søfolk som ufrivilligt var til søs – eksempelvis shanghajede, dømte kriminelle, fattige eller forældreløse, som i visse lande kunne tvinges til at gøre tjeneste om bord på orlogsskibe.